Hele verden er præget utrolig meget af medier, som konstant bombarderer os med nye produkter og nye tilbud, der både er på plakater, i radioen og fjernsynet. For at gøre god reklame for disse forskellige varer, er det ofte smukke kvinder og lækre fyre, der står model. Det er ikke kun modeller, som sætter tanker om mindreværdskomplekser i gang hos alle typer mennesker. Det er også sportsstjerne, skuespillere og berømte i det hele taget, som får os til at skifte stil, ændre frisure samt holdning.
Bare ved at se på Barbie, som har alt for lange ben, smal talje, små fødder, store bryster og et yndigt ansigt, sammenligner man med sig selv og sin egen krop, og det er sådanne ting, som får mennesket til at få lav selvtillid, for hvem kan leve op til disse uopnåelige krav?
I teksten ”Elly Byde” kan man blandt andet læse om en sådan misundelse. Denne novelle er skrevet af forfatteren Pia Elisabeth Juul, som blev født den 30. maj 1962 i Korsør. Pia Juul har modtaget adskillige legater fra diverse private og offentlige fonde. Derudover har hun læst engelsk på Københavns Universitet, men studierne blev dog aldrig afsluttet. Udover forfattervirksomheden er Pia Juul oversætter, fortrinsvis fra engelsk til dansk. Hendes egne værker er oversat til bl.a. spansk og tysk. Hun debuterede i 1985 med digtsamlingen ”Levende og lukket”. ”Elly Byde” blev udgivet i juni 2003 i ”Ud og se”, bladet er gratis og udgives af DSB.
”Elly Byde” handler om forholdet mellem 3 kvinder. Novellen er skrevet som et brev fra jeg-fortælleren til hendes veninde, som man ikke får navnet på, så derfor kalder vi hende Isabella. I brevet skriver jeg-fortælleren, om første gang hun mødte Isabella på seminariet, hvor de begge gik, indtil Isabella droppede ud og tog på jordomrejse.
Hun sendte et brev til jeg-fortælleren fra England, hvori hun fortæller, at hun vil komme til København for at bosætte sig. Indtil hun finder noget at bo i, skal hun bo hos en gammel skoleveninde, arkitektdatteren Elly Byde, på Gasværksvej. Jeg-fortælleren møder Elly Byde til en kollegas 50 års fødselsdag, og da Elly Byde ser tilstrækkelig beruset ud, tager jeg-fortælleren mod til sig og går hen for at udspørge hende om Isabella, der får hun et andet syn på Isabella, der tilsyneladende er skingrende skør.
”Jeg blev med det samme lettet og lykkelig. Jeg gennemskuede dig. Jeg vidste det uden at have vekslet et ord med dig, at du var min redning og skulle blive min ven. Og det blev du. Du må også have vidst det med det samme, for du satte dig ved siden af mig.” (l. 70-77). Dette citat viser jeg-fortællerens første indtryk, første gang hun mødte Isabella. Hun blev straks fascineret af den spændende og anderledes kvinde pga. hendes levende opmærksomhed, hendes ordforråd og hendes måde at leve på. ”Alt hvad du sagde, åd jeg råt” (l. 112). Da Isabella blev skoletræt på seminariet, gjorde jeg-fortælleren det også. Hun elskede at være sammen med hende, og da de en aften drak hvidvin på Assistens Kirkegården, nød jeg-fortælleren også at slæbe den alt for fulde Isabella gennem København for til sidst at bære hende de sidste meter ind i sin lejlighed. Isabella var et forbillede for hende; hun gik på værtshus, havde mere hjertelige og storsindede forældre – Isabella havde i det hele tiden et mere spændende liv.
Det virker ifølge teksten ikke som om, at Isabella følte sig lige så betaget af jeg-fortælleren, som omvendt. Det er jeg-fortælleren ikke klar over – Hun er nærmest blændet af Isabellas person og lægger ikke mærke til, at hun ikke selv får nær så megen respekt og venskabelighed igen. En dag havde jeg-fortælleren bagt boller og købt smør, for hun ville overraske Isabella med et besøg, så hun cyklede ud til hende i modvind, men Isabella var ikke hjemme. ”Jeg husker det tydeligt, for det var den eneste gang jeg gjorde sådan noget, og da du dagen efter fortalte, at du havde været hjemme, men bare havde været på toilettet, var jeg lige ved at tude.”(l. 121-126). De to læste lektier, når de var sammen i seminarietiden. Isabella havde sikkert brug for hjælp i skolen og udnyttede derfor, at jeg-fortælleren forgudede hende.
Da jeg-fortælleren så fik brevet fra Isabella fra England, hvori der stod, at hun havde valgt at bo hos den gammel skoleveninde Elly Byde i stedet for hos hende, føler hun et stik i hjertet. På trods af det tager hun ud for at besøge dem, men der er ingen hjemme. Jeg-fortælleren er meget misundelig på Elly Byde. Ikke mindst fordi hun føler, at Isabella er blevet taget fra hende, men også fordi Elly har så meget succes. ”I ren trods blev jeg mere og mere glad for mine ramponerede polstrede sofaer fra farmor og var bestemt ved at brække mig over folk, hvis højeste ønske var myren og svanen og ægget. De mennesker havde jo ikke hjem, de havde udstillingslokaler.” (l. 158-164). Både Elly og hendes far var arkitekter og blev tit interviewet. Jeg-fortælleren læste alt, hvad hun kunne finde, der havde med at Elly at gøre med en blandet følelse af jalousi og beundring. Elly var en smuk kvinde, som vejede det, hun skulle. Hun havde grønne øjne – misundelsens farve – og så så hun 20 år yngre ud, end hun var. Jeg-fortælleren ville ønske, hun var Elly; kvinden, som havde alt. Alle kunne lide hende.