Eg sitt meg ned. Under dei falne skyene over hovudet mitt. Føtene grev seg ned i den gjørmete jorda. Som et brunt teppe over badekaret. Forsiktig folder eg henda mine og ser med tårefulle augar opp mott himmelen. Stjerna skinn med ei intens glød og treff vatnet som ild med lange strålar som heng på slep.
En tåre fell frå mitt kinn og møter handa med eit slag. Hadde han berre ikkje kjørt den turen. Hadde han berre gjort det før. Alt vill bli forandra. Alt blir borte. Håp og tårar forsvinn ned i gjørma og skjerar seg inn i hjarte på ein omsynslaus måte. Tankar blir borte og eg talar med tydelege ord:
” Kjære gud, redd oss. Ordne en utveg og ikkje forlat dei som har det sårt. Ikkje ta håpet bort i frå menneska på denne måta.Gjør livet lyst igjen. La det skinne på oss og vis oss at trua enda levar i våre sinn. Ikkje frata oss dei unge som har heile livet framfor seg. La dei være. Hjelp dei og gi dei styrke så dei kan komme seg vidare. På den lange veg fram til døden. Ikkje stel dei så tidlig. Gjer at dei får mot og ikkje vil gje opp. Redd dei frå det vond og vis at det enda er håp.